Bagværk,  Julens bedste,  Kager

Vaniljekranse

Indrømmet … det er måske ikke verdens smukkeste vaniljekranse! Men smagen derimod … den sidder lige i skabet. De smager rigtig dejlig af vanilje og er rigtig lækre og sprøde.

Førhen var jeg egentlig ikke så vild med vaniljekranse, for jeg synes at det var en ret tør og kedelig småkage – for jeg havde kun smagt dem man køber. Men så smagte jeg vaniljekranse fra den “Den gamle by” i Århus, bagt i deres egen lille bager. og, nøj! Det er jo noget helt andet. Min opskrift er da også inspireret derfra, men jeg har ændret lidt på den så den passer til mig … og hvis jeg selv skal sige det, så er det verdens bedste vaniljekranse.

Vaniljekranse

Udstyr: Kødhakker med kageplade

Ret Bagværk, Kager, Småkager
Køkken Det søde køkken
Forberedelsestid/hævetid: 20 minutter
Tilberedningstid: 20 minutter
Samlet tid: 1 time
Portionsstørrelse 100 styk
Millings mad millingsmad

Ingredienser:

  • 250 g mandler
  • 250 g sukker
  • 450 g hvedemel
  • 1 vaniljestang
  • 300 g smør
  • 1 æg
  • evt. 1 spsk vand

Fremgangsmåde:

  1. Start med at riste mandlerne i ovnen ved 180 grader i 8-10 minutter. De må ikke blive brændte. Lad dem derefter køle af.

  2. Hak mandlerne, med skal, fint i en minihakker.

  3. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem med en spsk af sukkeret.

  4. I en skål blandes mandler, mel, sukker og vanilje.

  5. Skær smørret i små tern og ælt det ind i mandel-mel-blandingen til en ensartet masse.

  6. Tilsæt ægget og ælt det godt ind i dejen. Dejen skal være lidt klistret og blød. Hvis man synes den er for fast kan man tilsætte en spsk vand.

  7. Kom dejen i en kødhakker med kageplade og kør dejen ud med enten stjerne- eller blomsterform.

    Har man ikke en kødhakker med kageplade kan man trille dejen til pølser og forme kransene af dem.

  8. Form dejen til små kranse og læg dem på en bageplade.

  9. Kagerne bages ved 200 grader (almindelig ovn) i 15-20 minutter.

  10. Lad småkagerne køle helt af inden de kommes i en kagedåse eller anden tætsluttende beholder.

Opskriftsnoter:

Hvis vaniljekransene opbevares korrekt kan de holde sig i flere uger – Så man kan sagtes bage dem i god tid 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *