Bagværk

Tomatflutes

I går skulle vi til sommerfest i Oskars børnehave, hvor menu’en stod på den klassiske løsning med sammenskudsgilde, hvor alle medbringer en ret og stiller på en buffetbord. Jeg er så vild med den måde at samles på, for det er en helt perfekt måde, at smage en masse ny og spændende mad. Og der var da også alt muligt lækkert lige fra klassiske frikadeller, pastasalat, pølsehorn, pizzasnegle, falafel, humus, lasagne og meget meget mere.

Jeg havde valgt, at lave minifrikadeller, pestopasta, en vandmelonssalat og så disse lækre og bløde tomatflutes, som jeg synes er helt perfekt til en lejlighed som denne. De er bløde og lækre med masser af smag. Jeg har også lavet dem masser af gange til grillaftner eller om vinteren til en lækker suppe. Uanset hvad, falder de altid i rigtig god jord.

Tomatflutes

Hævetid: 1 time 20 minutter
Tilberedningstid: 20 minutter
Samlet tid: 2 timer
Antal 2 stk

Ingredienser:

  • 25 g gær
  • 3 dL vand
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 125 g soltørrede tomater i olie
  • 1 spsk olie fra tomaterne
  • 150 g revet ost f.eks en blanding af mozzarella og cheddar
  • 150 g fuldkornshvedemel
  • 400-500 g hvedemel
  • 1 æg til pensling
  • tørret basilikum og sesam til topping

Fremgangsmåde:

  1. Opløs gæren i vandet. Tilsæt sukker og salt og rør igen.

  2. Skær de soltørrede i mindre stykker og kom dem i gæropløsningen sammen med olien og revet ost.

  3. Tilsæt fuldkornshvedemel og rør godt.

  4. Til sidst tilsættes hvedemelet lidt efter lidt og dejen æltes grundigt.

  5. Lad dejen hæve i ca 1 time.

  6. Ælt dejen igennem igen, del den i to og form begge dele til aflange flutes.

  7. Læg dem i en flutesform eller på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i ca 20 minutter.

  8. Pisk ægget sammen og pensel begge flutes grundigt og drys med basilikum og sesamfrø.

  9. De bages ved 180 grader i 18-20 minutter.

Opskriftsnoter

Hvis flutesne skal anvendes til grillaften kan det anbefales at give dem et par minutter mindre i ovnen og bage dem færdig på grill.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *