Julens bedste,  Kager

Svenske peberkager

Jeg går altid helt julebage-amok. Jeg ELSKER, at bage julekager og lave julknas og nu hvor Oskar er ved at være så stor skal han selvfølgelig være en del af det. Disse lækre peberkager er helt perfekte når han skal være med, for han synes bare at det er et hit når han får lov til at rulle dejen ud med kagerullen og stikke den ud med udstiksforme, og så er det sjovt at få lov til at pynte dem med glasur bagefter.

Disse kage dufter og smager bare så helt fantastisk af jul, og så synes jeg bare at de bliver så fine. Så man kan sagtens pynte juletræet med dem, for jeg synes det er så hyggeligt med spiselig pynt på træet juleaften.

Svenske peberkager

Forberedelsestid/hævetid: 12 timer

Ingredienser:

  • 200 g smør
  • 1,5 dL mørk sirup
  • 3 dL sukker
  • 1,5 dL piskefløde
  • 2 tsk kanel
  • 1 tsk stødt nelliker
  • 1 tsk stødt sort peber
  • 2 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk kardemomme
  • 2 tsk natron
  • 16-17 dL hvedemel

Glasur

  • 1 pasteriseret æggehvide
  • ca 100 g flormelis

Fremgangsmåde:

  1. Smelt smørret. Tag gryden af varmen og tilsæt sukker og sirup og rør til sukkeret er opløst.

  2. Tilsæt piskefløde, krydderier og natron.

  3. Rør melet i lidt efter lidt til dejen er fast, men blød og smidig.

  4. Stil den på køl natten over. (alternativt kan man komme den i fryseren et par timer, men resultatet bliver bedst ved køleskabet)

  5. Tag dejen ud i god tid inden den skal bruges (ca. 1 time)

  6. Rul dejen ud, UDEN mel på bordet – brug evt. et bageunderlag i silikone – og stik ud med udstiksforme. Hvis man ønsker at hænge småkagerne på juletræet skal der laves et lille hul til snor. Der plejer jeg at bruge et sugerør, da det har en passende størrelse.

  7. Bag småkagerne i 5-7 minutter ved 200 grader, alt efter størrelse. Hold godt øje med, at de ikke bliver for mørke.

  8. Lad dem køle helt af, inden de pyntes med glasur rørt sammen af pasturiseret æggehvide og flormelis og evt. hakkede nødder, krymmel eller lignende.

Opskriftsnoter

De opbevares i en kagedåse eller en anden tætsluttende bøtte, og de kan sagtens holde sig i en måned eller to.

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *