Salater

Salat med perlespelt

Jeg elsker altså bare gode, fyldige salater, som man kan spise bare som de er til en let frokost, eller med lidt kød som tilbehør til aftensmad.

… og lige præcis sådan en salat er denne lækre sag.

Vi fik den til et aftenmåltid serveret med lækkert og saftigt kyllingbryst og med en vinaigrette til. (og resten af salaten spiste jeg til frokost dagen efter).

Ja ja, der er spelt i salaten og så er der sikkert nogen der vil skynde sig at kalde mig for “speltmor”. Det vil jeg nu ikke sige at jeg er! Jo, jeg går op i at mine børn (og min mand og jeg) får en god, fornuftig og varieret kost. Men jeg er hverken fanatisk ellerhysterisk, og her bliver bestemt også serveret både hvidt brød, sukker og nutella-madder her i huset 🙂

Salat med perlespelt

Ret Salat
Samlet tid: 40 minutter
Portionsstørrelse 4 personer
Millings mad millingsmad

Ingredienser:

  • 150 g perlespelt
  • 75 g blandet salatblade andet kan også bruges, f.eks hjertesalat
  • ca 1/5 rødkål
  • 1 æble
  • 75 g blandede nødder og kerner (jeg havde bare købt en pose salatmix)

Fremgangsmåde:

  1. Skyl perlespelten grundigt og kog den efter forskrift på posen.

  2. Den færdigkogte spelt skylles efterfølgende med koldt vand.

  3. Rist nødder og kerner let af på en tør stegepande.

  4. Skyl salaten, rødkålen og æblet grundigt.

  5. Rødkålen snittes fint, og æblet befries for kernehus og skæres i tynde skiver.

  6. Det hele blandes sammen i en skål.

  7. Server evt. med et lækkert stykke kød og en vinaigrette – eller spises bare som den er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *