Snacks

Ristede og røgede kikærter

En af vores absolut favoritsnacks lige for tiden, er disse sprøde kikærter med røgsmag.

Det kom sig egentlig af, at min mand havde fået en lille udfordring af en kollega. De har nemlig af og til kødfrie dage, men savnede et supplement til den sprøde, saltede og røgede smag som bacon bidrager med i f.eks supper.

Det skulle han ikke tænke længe over og kastede sig straks ud i at få kogt en gang kikærter, riste dem i ovnen og til sidst ryge dem på grillen.

Nu er der jo ikke ligefrem noget spontant over at skulle lave noget med kikærter da de først skal stå i blød i koldt vand i 10-12 timer, derefter koges i 40-50 minutter, og hvis de skal være sprøde, som her, så skal de også lige en tur i ovnen og ristes. Så skal de tilmed lige en tur på grillen og ryges. Så det er en lidt langsomlig proces, men absolut det værd. Min mand er dog begyndt at udbløde og koge en kæmpe portion af gangen og derefter lægge dem i fryseren. Så går det lidt hurtigere hvis lysten til disse sprøde herligheder skulle melde sig.

Ristede og røgede kikærter

Ingredienser:

  • Kikærter
  • Salt
  • Olie
  • Røgsmuld
  • Foliebakker

Fremgangsmåde:

  1. Start med at lægge den ønskede mængde kikærter i blød i rigeligt koldt vand. Lad dem stå i blød i 10-12 timer.

  2. Hæld vandet fra, og kog i frisk vand i 40-50 minutter.

    Det er meget vigtigt at man ikke koger i det vand som de har stået i blød i, da kikærter kan indeholde giftstoffet lektin, som kan give maveproblemer (for at skrive det på en pæn måde), hvis de ikke koges tilstrækkeligt. Indholdet er dog ikke så højt i kikærter som i f.eks. bønner, men jeg vil mene at lige her er det bedre at være safe than sorry!

  3. Lad kikærterne dryppe godt af inden de krydres med lidt olie og salt (og evt andre krydderier) inden de ristes i ovnen ved 180-200 grader i 40-60 minutter.

    Her er man nødt til at prøve sig lidt frem, alt efter ovnens effekt og hvor sprøde man ønsker dem.

  4. Til sidst kommes de i en foliebakke, der placeres i en kuglegrill. I en anden foliebakke tilsættes den ønskede mængde røgsmuld der antændes og kikærterne ryges i omkring 30 minutter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *