Hovedretter

Pizza med sød kartoffel, artiskok, lufttørret skinke, blåskimmelost og løvstikkeolie

Der er nu ikke noget så lækkert som en god hjemmelavet pizza, med en god tynd og sprød bund. Når det kommer til fyldet, så går jeg virkelig ind for princippet “less is more”. Jeg synes ikke der behøver at være mere end tre-fire ingredienser på, men til gengæld gode lækre råvarer, der virkelig smager af noget.

I går lavede vi også pizza og vi lavede hver vores varianter. Jeg lavede denne virkelig lækre med sød kartoffel, syltede artiskokhjerter, lufttørret skinke og blåskimmelost. Og som prikken over i’et blev der dryppet lidt løvstikke/hvidløgsolie over inden den blev bagt.

Nøj … det var virkelig lækkert. Men man skal nok kunne lide smagen af blåskimmelost da den er temmelig dominerende. Jeg selv er ikke den kæmpe fan af blåskimmel oven på brød og kiks. Men i mad kan det altså bare et eller andet. F.eks på en pizza … og så kan man jo selv justere hvor meget ost man vil have på! Jeg kan hvertfald anbefale alle at give det en chance, for det smager altså bare helt fantastisk.

Jeg valgte at lave en lækker løvstikkeolie til, da min løvstikke er begyndt at spire i min urtehave, og så fordi jeg simpelthen elsker løvstikke. Det har en meget markant smag og smager lidt af selleri. Min mand er dog ikke kæmpe fan af løvstikke, så hvis du har det lige som ham, kan man sagtens lave olien med rosmarin i stedet for.

Vi bager altid vores pizza på en pizzasten, uanset om vi laver den i ovnen eller på grill. Men hvis man ikke er den heldige ejer vil jeg anbefale at man skriver det på ønskesedlen med det samme og indtil da kan man sagtens bage dem på en almindelig bageplade i ovnen. Men en pizzasten giver altså bare en helt særlig og sprød bund.

Hvis I lige mangler en god opskrift på en god og sprød pizzadej, så kan jeg anbefale denne.

Pizza med sød kartoffel, artiskok, lufttørret skinke, blåskimmelost og løvstikkeolie.

Udstyr: Pizzasten

Ret Hovedret
Forberedelsestid/hævetid: 15 minutter
Tilberedningstid: 12 minutter
Samlet tid: 1 time
Antal: 2 pizza’er
Millings mad millingsmad

Ingredienser:

  • 1 portion pizzadej
  • 1 sød kartoffel
  • 1 glas artiskokker
  • 100 g blåskimmelost f.eks Danablu
  • 100 g lufttørret skinke

Løvstikkeolie:

  • 0,5 dL god, smagsneutral olie
  • 1 fed hvidløg
  • frisk løvstikke har man ikke løvstikke kan rosmarin sagtens bruges.

Fremgangsmåde:

  1. Tænd ovnen på 250 grader (alm. ovn) – kom pizzastenen ind og varm op sammen med.

  2. Skræl den søde kartoffel og skær den i tynde skiver. Evt på et mandolinjern.

  3. Skær skinken ud i mindre stykker.

  4. Rul pizzadejen ud til mindre cirkler.

  5. Pres hvidløget.

  6. Læg skiver af sød kartoffel på pizzadejen og dryp med løvstikkeolien.

  7. Kom artiskokker og skinke på.

  8. Slut af med små stykker af blåskimmelost.

  9. Bag pizza'en på den varme pizzasten i 8-12 minutter til den begynder at blive gylden i kanten.

Løvstikkeolie:

  1. Skyl løvstikken god og hak den groft.

  2. Bland de to ting med olie – gerne i god tid inden man skal lave pizzaen.

Opskriftsnoter:

Har man ikke en pizzasten kan man sagtens bage den på en bageplade, der ligeledes varmes op i ovnen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *