Bagværk

Pitabrød

Hvis jeg skal være helt ærlig, så dét der med pitabrød har jeg sku et lidt ambivalent forhold til. For jeg kan nu egentlig meget godt lide tanken om sådan et lækkert brød, der bliver fyldt med alskens lækkert tilbehør, en sprød og frisk salat toppet med en skøn dressing. Men efterhånden har det rosenrøde billede af pitabrød bare vist sig at være noget helt andet. For jo, man får lavet en masse lækkert fyld og får proppet det i brødet, som så revner og halvdelen af fyldet falder ud, og alt imens resten af måltidet forløber krakelerer brødet mere og mere samtidig med at dressingen lige så stille og roligt løber ned af hænderne og længere og længere ned mod albuerne. Og der er absolut ingenting man kan gøre ved det, for hvis man først får lagt pitabrødet fra sig, får man det aldrig samlet op igen i noget, der minder om et helt stykke.

Jeg får vist ikke solgt denne opskrift særlig godt, men de brød jeg specifikt tænker på her, er de der tørre tørre vacumpakkede pitabrød, der får oblater til at virke som et festmåltid. (og jeg er faktisk typen, der helst ikke vil tale dårligt om madvarer, men den type pitabrød har jeg altså et temmelig anstrengt forhold til, som I nok fornemmer)

Og det er altså ikke fordi jeg her lover at mine pitabrød er vidunderbrød, som aldrig revner og som desuden selv tager opvasken efter sig. Men hjemmebagt brød er bare altid så meget bedre. Disse er bare lækre og luftige og mere “elastiske” i det, så der skal altså en del mere til inden de revner og flækker. og så er der altså bare mere gods i disse hjemmebagte, så her kan man nøjes med et. Når alt det er sagt, så spiser jeg dem lige så tit som fladbrød ved siden af min salat, som jeg bruger dem som almindelige pitabrød og kommer fyldet i dem.

Uanset hvordan man foretrækker sit pitabrød, kan disse brød på det varmeste anbefales, og så håber jeg ikke, at jeg har afskrækket jer helt 😉

Pitabrød

Ret Bagværk
Forberedelsestid/hævetid: 1 time 15 minutter
Tilberedningstid: 10 minutter
Samlet tid: 2 timer
Antal: 6 stk
Millings mad millingsmad

Ingredienser:

  • 3 dL lunkent vand
  • 15 g gær
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk sukker
  • 1 spsk olivenolie
  • 100 g fuldkornshvedemel
  • 350 g hvedemel

Fremgangsmåde:

  1. Opløs gæren i vandet.

  2. Tilsæt salt og sukker og rør til disse er opløst.

  3. Tilsæt olivenolien og fuldkornshvedemelet.

  4. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt og ælt dejen godt igennem til den er glat og smidig.

  5. Lad dejen hæve i 1 time.

  6. Form dejen til 6 boller, der efterfølgende rulles flade med en kagerulle.

  7. Læg pitabrødene på en bageplade og lad efterhæve i 15 minutter.

  8. Bag brødene ved 220 grader i 10 minutter.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *