Hovedretter

Omelet med asparges og soltørrede tomater

Sent søndag nat, kom vi hjem efter en skøn uge på Tenerife, med solskin, varme, blå himmel og bare tær i sandalerne. Derfor var det absolut ikke sjovt at komme hjem til kolde, våde og grå Danmark. Og det var i sandhed en kold fornøjelse at komme hjem. For det var jo noget der minder om forår da vi tog afsted, så vi havde jo skruet ned for radiatorene. Hvilket resulterede i at der var isende koldt i hele hytten.

Mandag stod derfor, for mit og Oskars vedkommende, på afslapning og at få gang i varmen igen. Og da vi stadig var temmelig trætte og groggy da vi nåede aften tid, skulle maden bare være noget helt nemt. Derfor stod den på omelet med asparges og soltørrede tomater. Oskar havde fået lov til at vælge hvilket kød, der skulle i, så den stod på cocktailpølser. Under normale omstændigheder ville jeg have lavet stegt flæsk til, men det passede mig helt fint med sønnens valg, da det var så meget nemmere.

Omelet med asparges og soltørrede tomater

Samlet tid: 1 time
Portionsstørrelse 4 Personer

Ingredienser:

  • 6 æg
  • 1,5-2 dL mælk
  • salt, peber og revet muskatnød
  • 1 bundt asparges
  • ca 50 g soltørrede tomater
  • 200 revet emmentaler
  • lidt smør og olie
  • 1 pakke cocktailpølser

Fremgangsmåde:

  1. Aspargene skylles, bunden knækkes af og den resterende del skæres i skiver.

    De soltørrede tomater skæres ligeledes i skiver.

    Cocktailpølserne skæres over på langs.

  2. Smørret smeltes på en pande og der tilføjes lidt god oliven olie. Svits aspargene af heri og tilføj de soltørrede tomater og cocktailpølser.

  3. Pisk æg, mælk og krydderier sammen i en skål og held æggemassen over aspargesblandingen på panden. Steg den på panden i 5 minutter, hvorefter den bages færdig i ovnen ved 180 grader til æggemassen har sat sig helt. (ca. 30 minutter)

  4. Riv emmentalerosten og drys den over omeletten og bag yderligere 5 minutter.

  5. Serveres med lækkert rugbrød, grønsager, purløg og gerne en snaps 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *