Lidt om mig …

… for hvem er det egentlig, der sidder der bag tasterne?

For at starte med det helt basale; Så hedder jeg Pernille og jeg er født i 1984 (ja, så kan I jo selv regne lidt på min alder 🙂 ).

Jeg er født og opvokset i en lille by, der hedder Årslev, som ligger mellem Odense og Ringe, på Fyn. Jeg er gift med min kære mand, Simon og sammen har vi vores skønne børn, Oskar, fra juli 2016, og Alberte fra November 2019.

Jeg er uddannet salgsassistent. Er uddannet hos Imerco, i Hårby og blev færdigudlært i 2006 – puha, det er jo længe siden. Jeg har senere hen arbejdet flere forskellige steder både inde og uden for faget, og senest har jeg været i IKEA i nogle år. Nu går jeg med en lille drøm i maven om at blive mediegrafiker.

Jeg elsker fotografering, og selvom jeg egentlig har både ejet og leget med kamera de sidste par år, så betragter jeg stadig mig selv som nybegynder. En af de ting jeg har kastet min kærlighed på med hensyn til fotografering er madfotografering. Derfor tager jeg også selv billederne til denne blog. Jeg synes selv, at jeg stadig har meget at lære og jeg elsker at udfordre mig selv og se hvordan jeg udvikler mig, og det er der plads til på denne side.

En anden ting som jeg holder meget af er, at opholde mig i mit køkken, selvom det på nuværende tidspunkt er hverken stort eller praktisk indrettet. Men jeg har altid stresset af når jeg har kommet i køkkenet og lave mad eller bage. Jeg elsker at få gæster til spisning og lege “Pernilles restaurant”, og den absolut bedste kompliment man kan give mig er, at spørge efter en opskrift. Så bliver jeg helt varm inden i. Det er der masser af søde mennesker, der har gjort og jeg deler altid gerne ud af mine opskrifter og erfaringer i køkkenet. Jeg har faktisk lavet indtil flere kogebøger med mine opskrifter og givet i gave til folk, og det er noget af det, der ligger til grundlag for denne blog.

Jeg går meget op i, at min mad, til en hvis grad, er lavet fra bunden og lavet med gode, friske, og helst danske, råvarer. Jeg bruger gerne økologiske varer, men det er vigtigere for mig, at de er danske og køber meget gerne lokalt. Om sommeren tager jeg på en frugtplantage, der ligger lige i nærheden af hvor vi bor, og køber frugt. Har fundet et godt sted at købe nyopgravede kartofler, solmodne jordbær og lækre ærter. Jeg køber honning direkte fra biavlerne, og så her jeg lidt frugt og krydderurter i minegen have. Jeg lever derfor efter mit helt eget princip om at; mad skal laves med kærlighed og rigtig smør.

Vi går også rigtig meget op i at undgå madspild herhjemme. Så I vil undervejs også finde tips og tricks til hvordan man kan genbruge sine rester og undgå at smide alt for meget mad ud.

Jeg har nu egentlig aldrig set mig selv skulle værende blogger, så hvorfor er jeg nu alligevel havnet her?

Jeg husker faktisk lige så tydeligt, at jeg, for snart nogle år siden, sagde til min mand at, “jeg skal sku da udgive en kogebog. Jeg har snart samlet så mange opskrifter, så det kunne da være sjovt at prøve”. Han mente dog, at jeg skulle da prøve med at blogge, da kogebøger er ved at være noget der hører fortiden til ( jeg er nu ikke helt sikker på at jeg er enig med ham på det punkt).

Men den tanke blev siddende i hovedet på mig, og nu har jeg taget springet. For hvorfor ikke? Det er en perfekt måde at kombinere min kærlighed for fotografering og madlavning, og så har det desuden den fordel, at jeg altid har elsket at skrive. Lige siden jeg har været helt lille har jeg elsket at skrive historier, i folkeskolen var det noget af det bedste når vi skulle skrive stil, og jeg er sikker på, at min dansklærer fra HF vil være stolt da hun absolut mente at jeg skulle tage på uni og læse dansk.

Det er jo perfekt. En hobby (indtil videre) hvor jeg kan kombinere flere af mine interesser. Så jeg håber rigtig meget, at I vil lege med og følge min blog, så vil jeg dele alle mine lækreste opskrifter og billeder med jer.

De kærligste hilsner fra Pernille