Hovedretter

Nakkesteg stegt som vildt

Jeg må indrømme, at jeg synes at det kan være ret svært at finde rundt i hvilken udskæring, der er en flæskesteg og hvilke der ikke er. For de ligner jo umiddelbart hinanden. Forskellen ligger blandt andet i sammensætningen af kød og fedtmarmorering, og i bund og grund kan de alle jo tilberedes på samme måde.

Nakkesteg er et rigtig lækkert stykke kød, men en markant fedtmarmorering og bliver rigtig lækker og saftig, især ved langtidsstegning. Nogle steder får man sværen med og andre steder gør man ikke.

Selvom at denne steg var med svær, valgte jeg at skære disse af (og tilberede dem ved siden af) og så lave stegen stegt som vildt.

Jeg synes, at en steg som denne absolut bliver bedst hvis den langtidstilberedes, så hav god tid.


Jeg valgte at servere stegen her med ovnbagte kartofler, en lækker fløde-vildt sauce og en frisk salat.

Nakkesteg stegt som vildt

Tilberedningstid: 4 timer
Samlet tid: 5 timer
Portionsstørrelse 6 personer
Millings mad millingsmad

Ingredienser:

Stegen:

  • 1 Nakkesteg
  • 1 pakke bacon
  • salt, peber og paprika
  • 0,5 L vand

Ovnbagte kartofler:

  • små, gourmet kartofler
  • Oliven olie
  • Peber og frisk rosmarin

Vildtsauce:

  • Stegeskyen fra stegen
  • Fløde enten piske- eller kaffefløde
  • saucekulør
  • jævning
  • Vildt bouillon
  • Salt og peber
  • evt. lidt blåskimmelost
  • Gele f.eks. ribsgele – Jeg brugte selv en hjemmelavet stikkelsbærgele.

Fremgangsmåde:

Stegen:

  1. Puds stegen og dup den tør med et stykke køkkenrulle. Krydr den godt med salt, peber og paprika.

  2. Læg skiver af bacon henover stegen så den er helt dækket.

  3. Læg stegen i et ildfast fad og hæld vand ved så den står et par centimeter i vand – jeg har brugt ca. 1/2 L, men det afhænger af fadet og stegens størrelse. Hold øje med om der skal tilføjes vand undervejs. Stegen må ikke steges tør, da stegeskyen skal bruges til sauce.

  4. Kom stegen i ovnen ved 120 grader indtil den når en kerne temperatur på 75 grader. Jeg gav min omkring 4 timer, men tiden afhænger igen af stegens størrelse og din ovns varmeevne.

  5. Når stegen har den rette kernetemperatur skrues temperaturen op på 200 grader og baconen steges helt sprød. (ca. 15 minutter.)

  6. Hvis du, ligesom jeg, tilbereder sværen ved siden af, kommes denne i et andet ildfastfad, drysses med salt og kommes i ovnen, sammen med stegen, i ca 1 1/2 – 2 timer før ovnens temperatur hæves til 200 grader. Derefter tilberedes de færdig ved 200 grader i 20-30 minutter.

Ovnbagte kartofler:

  1. Jeg har valgt at servere stegen med ovnbagte kartofler til. Små, gourmet kartofler skrabes let og halveres. Læg dem i et ildfastfad, kom lidt oliven olie over og krydr med peber og frisk rosmarin. Disse tilberedes ligeledes i ovnen ved 200 grader til de er møre – 20-30 minutter.

Vildtsauce:

  1. Stegeskyen fra stegen hældes igennem en si og kommes i en gryde. Kog stegeskyen op, tilsæt fløde.

  2. Tilsæt saucekulør til saucen har den rette farve.

  3. Tilsæt jævning – jeg bruger som regel almindelig meljævning – og jævn saucen til den har den ønskede tykkelse.

  4. Smag til med bouillion, blåskimmelost, gele, salt og peber.

  5. Hele herligheden serveres med en lækker salat til.

Opskriftsnoter:

En ret som denne synes jeg er enormt svær at sætte mængder på, for den afhænger rigtig meget af hvor mange personer man er, hvor stor stegen er osv.

Jeg har skrevet alle ingredienser jeg har brugt på, og så må I selv lege lidt og prøve jer frem 🙂 

God fornøjelse og god appetit 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *