Marmelade, saft og gelé

Lemon-lime curd

Nu havde jeg efterhånden hørt så meget om lemon curd. Så nu var jeg simpelthen nødt til at prøve at lave det og smage det. Det er jeg glad for at jeg gjorde, for det smager jo bare af en lækker og cremet citronfromage.

Lemon curd er en engelsk delikatesse, som er en citroncreme, der kan anvendes på samme måde som marmelade. Den består af æggeblommer, sukker, citron saft og skal og smør. Så altså ikke lige frem slankemad.

Jeg valgte at tilføje lime i min curd, for at den får en lidt mere frisk smag. Jeg glæder mig helt vildt til at smage den på lækre pandekager eller vafler i weekenden, eller bruge den i skønne kager og desserter. Anvendelsesmulighederne er mange 🙂

Det er som sådan ikke svært at lave en curd. Det foregår lidt på samme måde som når man laver en legeret sauce, som f.eks bearnaise. Man pisker æggeblommer sammen med de ønskede ingredienser og varmer dem op over vandbad og tilsætter derefter smør. Der skal virkelig piskes godt igennem, (og der skal virkelig piskes godt, og du kommer til at få ondt i armen!) og æggeblommerne må ikke få for meget varme, for så begynder de at gryne og så vil curd’en skille. (og hvis man kigger grundigt efter på mine billeder kan man se, at min er en lille smule skilt. Det er hvad der sker når man også lige skal tage sig af sønnike – den smagte heldigvis fantastisk alligevel – og så må jeg jo bare lave en ny portion og tage nye billeder. Øv, altså! Stakkels mig 😉 )

Lemon-lime curd

Holdbarhed: Ca. 1 uge på køl

Ret Marmelade, saft og gelé
Samlet tid: 20 minutter
Millings mad millingsmad

Ingredienser:

  • 4 pasteuriserede æggeblommer
  • 125 g sukker
  • 1 spsk citron- og limeskal ca fra 1 citron og 1 lime
  • 80 mL citron- og limesaft ca fra 2 citroner og 1 lime
  • 90 g blødt smør

Fremgangsmåde:

  1. Pisk æggeblommer, sukker, citron- og limesaft- og skal sammen en en rundbundet skål.

  2. Placer skålen over en gryde med småkogende vand og pisk konstant og hurtigt indtil massen begynder at tykne. Det skal have en konsistens som en bernaisesauce. Det tager 10-15 minutter.

  3. Hvis der går for lang tid uden at cremen begynder at tykne, kan man skrue en smule op for varmen. Massen må ikke få for meget varme da den så kan begynde at gryne og skille, så man skal hele tiden kigge godt på sin creme.

  4. Når cremen har fået den ønskede konsistens tages skålen og varmen og smørret tilsættes i små tern og piskes i cremen indtil den er smeltet.

  5. Kom cremen på et rent glas.

  6. Kom plastikfilm over så det rører ved overfladen af cremen. Dette gøres for at udgå at den trækker skind.

  7. Stil glasset i køleskabet og lad cremen køle helt af.

  8. Når den er afkølet kan filmen fjernes igen.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *