Hovedretter

Lasagne

Selvom vi faktisk tit og ofte laver det i en grønsagsudgave når der står lasagne på menuen, så er det altså bare helt fantastisk med sådan en helt klassisk lasagne engang i mellem. Kombinationen af en lækker, syrlig og krydret tomatsauce og den fede og runde smag af mornaysauce er bare helt perfekt … og så kan man jo vælge at servere grønsagerne ved siden af.

Lasagne var nok en af de første retter jeg lærte at lave. Jeg kan huske at vi lavede det i hjemmekundskab da jeg gik i folkeskolen, for alt for mange år siden. Det er da også den opskrift jeg altid har brugt. Den er bare blevet justeret lidt til i årenes løb.

Selvom jeg egentlig nok mest vil betegne lasagne som en hverdagsret, så har jeg faktisk tit serveret den for mine gæster, for hvem kan ikke lide lasagne? og så er det bare så nemt at forberede på forhånd, så slipper man for, at skulle stå en masse i køkkenet når gæsterne er ankommet og man egentlig bare gerne vil hygge sig med dem. Desuden gør det absolut ikke noget dårligt for en lasagne at blive kredset lidt om og blive lagt sammen længe før den skal serveres. Tværtimod, så synes jeg kun at den bliver bedre af det.

Lasagne

Ret Hovedret
Tilberedningstid: 35 minutter
Samlet tid: 1 time 30 minutter
Millings mad millingsmad

Ingredienser:

Kødsaucen:

  • 500 g hakket oksekød
  • 2 løg
  • lidt smør og olie
  • 2 dåser hakkede tomater 400 g
  • 3 spsk tomatpuré
  • 2 tsk paprika
  • 1 tsk tørret timian
  • 1 tsk tørret oregano
  • 1/2 tsk cayennepeber
  • 2 laurbærblade
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk balsamicoeddike
  • evt lidt rødvin

Mornaysaucen (ostesauce):

  • 30 g smør
  • 2 spsk hvedemel
  • 4-5 dL mælk
  • 100 g revet ost
  • revet muskatnød og peber

Yderligere:

  • Lasagneplader
  • ekstra revet ost

Fremgangsmåde:

Kødsaucen:

  1. Hak løgene og steg dem i en blanding af smør og olie, i en gryde.

  2. Tilsæt det hakkede oksekød og brun det af.

  3. Tilsæt de resterende ingredienser til kødsaucen og lad saucen stå og simre – gerne i minimum 30 minutter. Jo længere tid den får lov til at stå og hygge sig, jo bedre bliver den.

  4. Smag den evt. til med salt, peber og ekstra krydderier.

Mornaysaucen:

  1. smelt smørret i en lille gryde og lad det bruse af.

  2. Tilsæt melet og rør det til en melbolle og lad den bage lidt.

  3. Tilsæt mælken lidt efter lidt og rør grundigt hver gang, så man undgår klumper. Når saucen begynder at have en mere rigtig konsistens må den gerne nå kogepunktet inden der tilføjes mere mælk. Så er det nemmere at vurdere konsistensen.

  4. Når saucen har den rette konsistens, som gerne må være lidt til den tynde side, tilsættes osten, der smeltes i saucen.

  5. Smag til med peber og revet muskatnød.

Lasagnen:

  1. Læg lasagnen sammen i et ildfastfad ved skiftevis af lave en lag af kødsauce, lasagneplader og mornaysauce. Slut af med et lag mornaysauce og kom revet ost på toppen.

  2. Lasagnen bages i ovnen ved 180 grader i 30-35 minutter.

  3. Serveres med en lækker salat til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *