Bagværk

Kanelsnegle

Oskar og jeg har i dag haft en rigtig hyggedag. Han skulle til 3 års undersøgelse og har derfor holdt fri fra børnehaven.

Da jeg spurgte hvad vi skulle lave når han havde været ved lægen, sagde han, at han ville bage til far. Altså, mors dreng. Det skal han jo ikke sige to gange til mig, så jeg spurgte om vi skulle bage kanelsnegle, og den var han da helt med på.

Jeg har nemlig lige siden, min mand og jeg, så et program hvor de lavede amerikanske cinnamon rolls haft mega meget lyst til at lave det på denne måde. Som sagt så gjort …

Kanelsnegle

Forberedelsestid/hævetid: 1 time 20 minutter
Tilberedningstid: 12 minutter
Samlet tid: 2 timer
Antal: 16 stk
Millings mad millingsmad

Ingredienser:

Dej:

  • 25 g gær
  • 2,5 dL mælk
  • 2 spsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk kardemomme
  • 50 g smør
  • 400 g hvedemel

Kanelfyld:

  • 125 g blødt smør
  • 1,25 dL sukker
  • 1 spsk kanel

Fremgangsmåde:

Dej:

  1. Lun mælken og opløs gæren heri.

  2. Tilsæt sukker, salt og kardemomme og rør.

  3. Tilsæt smørret i små tern.

  4. Tilsæt melet lidt efter lidt og ælt dejen godt igennem til den er glat og smidig.

  5. Lad den hæve tildækket og lunt i 1 time.

  6. Imens laves fyldet.

Kanelfyld.

  1. Bland de tre ingredienser og rør det til en ensartet masse.

  2. Når dejen har hævet slås den ned og rulles ud til et stort rektangel.

  3. Fordel fyldet herpå, og kom så godt ud i siderne som muligt.

  4. Rul dejen stramt sammen til en lang pølse. Den klemmes og rulles så den har nogenlunde samme tykkelse hele vejen over.

  5. Skær nu enderne af og smid væk, for at få de pæneste skiver. Skær den resterende dej i 16 lige stor stykker. I stedet for at bruge en kniv, plejer jeg at bruge tandtråd. På den måde får man de pæneste, runde skiver, da en kniv godt kan trykke skiverne lidt sammen.

  6. Læg nu sneglene, med "snippen" bukket ind under, i et ildfast fad eller tærteform, gerne med lidt afstand så der er plads til at hæve.

  7. Lad sneglene efterhæve i ca. 20 minutter.

  8. De bages i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca 12 minutter, de er gyldne.

  9. Lad sneglene køle lidt af inden de pyntes med hvid glasur, men nydes mens de stadig er varme.

Dét der med, at have børn med i køkkenet kan på samme tid være utrolig hyggeligt, men også enormt besværligt.

Jeg elsker at have Oskar med i køkkenet, men det skal altså være på tidspunkter hvor jeg selv har overskuddet og tiden til det. For ja, det sviner og ja, det tager længere tid. Men hvis man gør sig selv, og sine børn den tjeneste at tage sig tiden og overskuddet engang imellem, så er det en utrolig hyggelig og nærværende måde at være sammen på. Det skal ikke være når man bare lige hurtigt skal have lavet aftensmaden eller man står og skal lave mad til et helt hold gæster, i starten hvertfald, og man skal selvfølgelig ikke have de store forventninger til at de små bare kan det hele, men sæt dem til små overgaver så de føler de er med og selv får lov. F.eks at smuldre gæren, komme mel i skålen, rulle dejen ud med kagerullen eller stå med håndmixeren (under opsyn selvfølgelig). Samtidig lader jeg altid Oskar røre ved og dufte til de forskellige ingredienser, så han ved hvad han står med.

Oskar elsker også når han får lov til at være med. Han knuselsker når han tager sit lille forklæde på, for det er meget vigtigt, og hvis jeg glemmer mit, siger han; “hvor er dit forklæde, mor”. Og det bedste af det hele er, at han er så pavestolt når han bagefter kan sige; “se, det har jeg lavet”. Og så er det altså noget så hyggeligt at nyde sit mesterværk sammen med en der bare er mega stolt over det han har lavet.

Så, dét at have børn med i køkkenet kan jeg helt klart anbefale <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *