Hovedretter

Friske forårsruller med flødeost og kylling

Vi fortsætter stilen med en lidt lettere og knap så tung livsstil her i januar. Så forleden stod den på hjemmelavet friske forårsruller. Det er altså bare en ny familiefavorit herhjemme. Det er bare så super lækkert både som aftensmad og frokost, og så er det også bare dejlig nemt at lave (selvom det kan tage lidt tid at skære alle grønsagerne ud).

Og så må jeg sige i forhold til at rulle dem, så gør øvelse altså mester. Der er helt sikkert plads til forbedringer, men dem jeg har fået lavet her, er altså væsentlig kønnere end første gang jeg skulle forsøge mig. Her kan jeg så lige komme med det lille tip om, ikke at lægge alle rispapirene i blød på én gang! Det havde jeg formået første gang jeg skulle lave dem, dum og uerfaren som jeg var. Hvilket resulterede i én stor, vandmandslignende klump, der bare klistrede sammen og på ingen måde var til at lave noget som helst, der mindede om en forårsrulle ud af. Ja ja, I kan jo lige så godt lære af mine dumheder, uden at begå dem selv 😉

Nå, men enyway. Dem jeg fik lavet her, var en ganske simpel og børnevenlig udgave, da jeg jo har en tre-årig der også nogle gange ynder at smage på hvad vi serverer (det er så ikke altid at han er lige velvillig til det). Jeg havde en rest af kogt kylling som passende lige kunne bruges. Men man kan jo selvfølgelig bruge lige hvad man har lyst til, både af grønt og kød, eller lave dem helt kødfri.

Friske forårsruller med flødeost og kylling

Ingredienser:

  • 1 pakke rispapir
  • 300-400 g kogt kylling gerne bare rester
  • lidt olie
  • karry, cayennepeber, paprika, salt og peber
  • 150 g flødeost
  • gulerødder
  • rød peberfrugt
  • avocado
  • salat f.eks. hjertesalat eller iceberg

Fremgangsmåde:

  1. kyllingen deles i helt små stykker, og steges let i lidt olie på en pande og krydres med krydderierne.

  2. Skær gulerødder, peberfrugt og avocado i tynde stænger, og snit salaten fint.

  3. Rispapir lægges i blød, et af gangen til det er blødt og medgørligt.

  4. Smør lidt smørost i en stribe på midten.

  5. Fordel først lidt kylling herpå, og derefter grønsager.

  6. Fold siderne ind over fyldet og rul derefter stramt rundt om fyldet. (Håber det giver mening??)

  7. Skær rullerne i mindre stykker og server med en sød chilisauce, og evt lidt soya eller fiskesauce.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *