Desserter

Citron-limefromage

Citronfromage må siges, at være én af de der mormormadsklassikere, som alle kender og har smagt. Og det smager altså også bare helt fantastisk. Kombinationen med det syrlige fra citron, det søde fra sukker og det cremede fra flødeskum og piskede æggehvider er helt perfekt, og så har jeg altså bare en forkærlighed for de klassiske mormormads-retter.

Jeg har de seneste år dog tilføjet lime i min fromage for at gøre den lidt mere frisk, og jeg synes bestemt ikke at det gør noget dårligt for denne skønne dessert.

Det kræver ikke de store kulinariske færdigheder at lave. Alligevel oplever jeg at der er flere der går i en stor bue uden om at lave den, da de er “bange” for at arbejde med husblas, hvilket jeg til dels kan forstå, fordi store klumper af gelatine i en fromage er bare ikke særlig lækkert. Men det er ret nemt at undgå hvis man ved hvorfor disse klumper opstår! Det gør de nemlig hvis husblassen udsættes for for store temperatursvingninger. Altså hvis den udsættes for noget meget varmt og straks derefter noget meget koldt – eller omvendt. Det er derfor vigtigt at de forskellige ting man arbejder med har nogenlunde samme temperature.

Nu ved I det, og lad os så komme i gang med at lave lækker citron-limefromage 🙂

5 fra 1 stemme
Udskriv

Citron-limefromage

Hviletid 3 timer
Samlet tid: 3 timer 30 minutter
Antal 6 personer

Ingredienser:

  • 4 æggeblommer evt. pasteuriserede
  • 100 g sukker
  • 4 blade husblas
  • 2 citroner
  • 1 lime økologisk – da skallen skal bruges
  • 2,5 dL piskefløde
  • 4 æggehvider evt. pasteuriserende
  • 1 tsk vaniljepulver eller korn fra 1/2 vaniljestang

Fremgangsmåde:

  1. Læg husblasen i blød i koldt vand i minimum 10 minutter. 

  2. Æggeblommer, sukker og vanilje piskes hvide.

  3. Pres saften fra citronerne og limen, samt riv skallen fra limen.

  4. Pisk fløden til flødeskum.

  5. Pisk æggehviderne helt stive med i nip salt, så holder de bedre formen. Pisk dem desuden ikke ved for høj hastighed. Hvis de er pisket for hurtigt falder de også hurtigere sammen.

  6. Pres vandet fra husblasen og opløs denne i citron-lime saften, i en gryde, ved svag varme.

  7. Kom lidt af æggesnapsen i citron-husblasblandingen for at køle denne ned. Vend derefter citron-husblandingen, samt limeskallen forsigtigt i æggemassen.

  8. Vend flødeskumen i æggemassen. Gem eventuelt lidt til pynt.

  9. Vend til sidst de piskede æggehvider forsigtigt i.

  10. Kom fromagen i en serveringsskål og lad den stå på køl i minimum 3 timer inden den serveres.

  11. Pynt eventuelt med flødeskum på toppen inden fromagen serveres.

Personligt synes jeg, at det værste ved at lave denne dessert er at det grisser helt vildt, og der skal bruges SÅ mange skåle da der skal piskes så mange forskellige ting, og så skal der presses citrusfrugter og der skal smeltes husblas. Så mit køkken ser altid lidt hærget ud når jeg er færdig. (men hvis I spørger min mand, så kan jeg også være lidt af et rodehoved i køkkenet).

Men den lidt store, efterfølgende opvask er altså det hele værd. For resultatet er altså bare fantastisk – så lad jer ikke slå ud af lidt evt. rod i køkkenet 😉

2 kommentarer

  • Anne Sofie

    5 stars
    Så lækre fromager vi fik lavet! Det var også nemt at gå til. De er mindst ligeså lækre dagen efter. Vi toppede glassene med flødeskum og chokoladespåner.

    • millingsmad

      Hej Anne Sofie
      Det glæder mig, at I kunne lide min opskrift, og at I synes den var nem at gå til 🙂 Det lyder super lækkert med flødeskum og chokoladespåner på toppen. Det må jeg prøve næste gang 🙂
      Hilsen Pernille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *