Kager

Brunsviger

Nu er jeg jo vaske ægte fynbo, og jeg har virkelig en forkærlighed for denne fynske specialitet. Det er simpelthen noget af det bedste kage man kan servere for mig. Jeg bliver nærmest helt varm om hjertet når jeg er til fødselsdag og der bliver serveret brunsviger.

Noget af det sjove ved brunsviger er, at der nærmest er lige så mange måder at lave den på, som der er fynbo’er. Og alle bager selvfølgelig den bedste af slagsen. Det er nærmest en hel religion for nogen hvordan en brunsviger skal smage. Der er jeg nu lige knap så kræsen, jeg er altid glad når der er brunsviger, især hvis den er hjemmebagt.

Men noget af det, der virkelig deler vandende er om der skal kagecreme i eller ej??? og der er jeg altså tilhænger af at der kommer kagecreme i remoncen (men bestemt ikke ovenpå).

Til fødselsdage skal den jo selvfølgelig pyntes med både flag og slik og evt. glasur. Så er det en vaske ægte fynsk fødselsdagskage. Mums … mine tænder løber helt i vand bare ved tanken <3

Jeg har været igennem rigtig mange opskrifter, og sammensat flere forskellige for at finde frem til denne, der for mig er den perfekte brunsviger. Dejlig luftig og svampet bund, med masser af snasket snask på toppen, med masser af smag og som ikke klistre til tænderne. Hvilket jeg ikke synes er så lækkert.

En anden ret sjov ting ved brunsviger er at høre en ikke-fynbo udtale navnet på herligheden. Der er mange der får det udtalt lidt for meget som det staves, men det skal det bare ikke. Det udtales “brånsviger” og i daglig tale kalder man det også bare en “brånner”, og i mine unge dage, da jeg arbejdede i den lokale døgnkiosk, blev der langet indtil flere “runder med brånner” over disken til diverse håndværker typer. Hvis der skulle side nogen og tænke: “hva’ pokker er det”? Så kan jeg fortælle, at det er et rundstykke (helst en håndværker) med tandsmør, klappet sammen med et stykke brunsviger imellem. Og så lige med 1/2 L kakao til, så var man godt kørende.

Nå men, nok om kagen og mit forhold dertil, og min ungdom. Nu til det I er her for: nemlig opskriften:

Brunsviger

Forberedelsestid/hævetid: 1 time
Tilberedningstid: 25 minutter
Samlet tid: 1 time 45 minutter
Antal 1 bradepande

Ingredienser:

Bunden:

  • 4 dL mælk
  • 50 g gær
  • 50 g sukker
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk kardemomme
  • 50 g smør
  • 600-700 g hvedemel

Remonce:

  • 150 g blødt smør
  • 300 g brun farin
  • 1 tsk kanel kan undlades
  • 1 lille portion kagecreme der laver jeg altid selv den nemme version og bruger 1/2 brev pulverkagecreme pisket med 2 dL mælk.

Fremgangsmåde:

Bunden:

  1. Lun mælken til den er lillefingervarm.

  2. Rør gæren ud heri.

  3. Tilsæt sukker og salt og rør godt.

  4. Tilsæt smør i små tern og kardemomme og rør godt igen.

  5. Tilsæt melet lidt efter lidt og ælt godt til dejen er glat og smidig.

  6. Lad dejen stå til hævning i en times tid.

Remoncen:

  1. Pisk kagecremen sammen og lad den stå på køl i 15 minutter.

  2. Rør det bløde smør sammen med brun farin og kanel til det er helt ensartet i konsistensen.

  3. Rør kagecremen i lidt efter lidt, til man synes den har den rette konsistens.

Kagen:

  1. Rul dejen ud til et rektangel som passer i din bradepande.

  2. Klem kanterne med fingrene så de bliver lidt forhøjet, samt prik fordybninger i dejen med fingerspidserne, for at undgå at remoncen flyder ud og lægger sig under kagen i stedet.

  3. Fordel remoncen jævnt over dejen.

  4. Kagen bages ved 175 grader i ca 25 minutter.

  5. Hvis dejen hæver meget undervejs, kan man tage en trægrydeske og med enden prikke fordybninger i dejen undervejs.

  6. Lad kagen køle lidt af inden den nydes eller pyntes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *