Julens bedste,  Kager

Brunkager

Min kære, gamle mormor, som blev 90 år i år, har altid bagt brunkager til jul. Hvertfald da jeg var lille, og det er altså bare verdens bedste brunkager. “Problemet” med min mormors bagværk, er at hun altid har taget den lidt på slump, så når man har spurgt efter en opskrift har hun altid sagt; “jaaa, lidt af det og lidt af det”, og det bliver aldrig lige som mormors.

Derfor har jeg været rigtig mange opskrifter igennem for at finde frem til noget, der minder om mormors brunkager. Den endelige opskrift er blevet denne, der er en kombination af flere forskellige, men resultatet er nu altså også blevet rigtig godt, og de smager (næsten) lige som mormors <3

og selvfølgelig har jeg flere gange lavet lidt ekstra og givet til min kære mormor efter hun selv er holdt op med at bage dem, og de falder altid i god jord.

Noget der er en kæmpe fordel ved disse brunkager er, at dejen kan holde sig et helt år i fryseren. Så kan man nøjes med at røre dejen sammen hvert andet år, hvilket kan være en fordel, og virker totalt overskudsagtigt.

Det har jeg, især i år, nydt godt af. Da jeg blev mor til en skøn lille pige sidst i november. Det har gjort at der ikke har været super meget tid til at komme i køkkenet. Så har det været lækkert bare at kunne tage sådan en rulle dej ud af fryseren, skære i skiver og bage. Så har vi alligevel fået lidt hjemmelavet julebag, selvom tiden egentlig ikke har været til det.

Brunkager

Forberedelsestid/hævetid: 15 minutter
Tilberedningstid: 8 minutter
Millings mad millingsmad

Ingredienser:

  • 500 g smør
  • 250 g sirup
  • 500 g brun farin
  • 1 tsk nelliker
  • 0,5 dL kanel
  • 20 g potaske
  • 1 kg hvedemel
  • evt mandelsplitter

Fremgangsmåde:

  1. Smør, sirup, farin og krydderier smeltes i en gryde og koges kort og derefter afkøles.

  2. Opløs potaske i lidt vand, kom denne og de resterende ingredienser i smør og sukker blandingen. Rør til en ensartet dej og form den til pølser med en diameter på 4-5 cm.

  3. Kom husholdningsfilm om og kom dejen i fryseren et par timer (eller lad dem ligge til senere brug).

  4. Tag dejen op ca. 30 minutter før den skæres i tynde skiver, kommes på en bageplade og bages ved 180 grader i ca. 8 minutter.

  5. Lad kagerne køle helt af inden de kommes i en kagedåse eller anden tætsluttende beholder.

Opskriftsnoter:

Dette er en kæmpe portion og jeg har slet ikke tal på hvor mange brunkager, der bliver. Men mit bud er et par hundrede stykker. Hvis man synes det er i overkanten kan med fordel halvere opskriften.

Ellers kan dejen sagtens holde sig et helt år i fryseren. Så behøver man kun røre dejen sammen hverandet år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *